Når du bliver meget ramt af noget, din partner har gjort, sagt eller undladt at gøre, kan der ske det, at ”låget ryger af” eller du mister besindelsen. Dine følelser overtager kontrollen over, hvad og hvordan du kommunikerer. Det, du får sagt eller gjort i den tilstand, kan forværre kontakten til din partner, og du kan komme til at overdrive hændelser, nedgøre din partner eller sige ting, du egentlig ikke mener. Det medfører, at det kan blive endnu vanskeligere at finde tilbage til hinanden bagefter. ”Undskyld, jeg mente det ikke på den måde” kan være en sætning, det tager lang tid for din partner at tage ind og tro på.
Denne guide kan hjælpe dig til at få lidt mere ro på nervesystemet, mindre hjertebanken, lidt bedre overblik og mulighed for at tænke mere klart.
Når der kommer mere ro inden i, kan du udtrykke dig mere nuanceret og give udtryk for andre følelser, der måske er på spil bagved den umiddelbare vrede og raseriet. Først da bliver det nemlig muligt for din partner at lytte uden at bruge alt sit krudt på at forsvare sig eller gå til modangreb (skænderi).
Der er absolut ikke noget forkert i at blive vred. Det kan være et vigtigt signal om, at nu er der noget på spil, der virkelig betyder noget for dig. Guiden her er en støtte til at møde og håndtere vreden, så det er dig der styrer, og ikke vreden, der har taget styringen over dig.
Når du er i en tilstand af ophidselse og vrede, tænker du nok ikke på at finde denne guide frem, så hvis den skal kunne være en hjælp, kan det være en god idé at printe den ud og hænge den et tilgængeligt sted for jer begge to.
- Vrede.
Når du mærker vreden komme rullende, siger du til dig selv: ”Der er vrede” eller blot ”vrede” - Mærk hvad der rører sig i din krop
Ret dit fokus væk fra din partner og fra det, der lige er blevet sagt med ord eller kropssprog, til, hvad der sker inden i dig lige nu, og mærk din krops signaler. Måske er der varme, måske strammer det i halsen eller kæben, du har måske hjertebanken, og hvordan er åndedrættet? Kort sagt: Stop op, mærk indad og tag nogle dybe åndedrag. - Time out
Foreslå en ”Time out” eller sig ” Jeg skal lige have lidt tid, før vi taler videre om dette” og aftal, hvornår I taler sammen igen. Flyt dig fysisk, måske bare til et andet rum, eller gå en tur
Reflekter over følgende sætninger:- Det, jeg ville ønske min partner forstod, er …
- Det, jeg frygter mest lige nu, er …
- Det, jeg ikke selv kan begribe, er …
- Det, jeg har allermest brug for fra min partner lige nu, er …
- Når du vender tilbage, så spørg din partner om dette er et godt tidspunkt at tale videre om det, I var i gang med. Hvis ikke, så lav en aftale om hvornår (Se ”Hvordan får du hul igennem til din partner”).
- Når I taler sammen igen, vil det være en hjælp, at du lægger ud med at fortælle om de tanker, du gjorde dig under pkt. 3. Dette for ikke at komme til at gentage skænderiet fra før. For eksempel: ”Det, jeg har aller mest brug for at du forstår, er…” – eller hvad der nu passer bedst til den situation, I står midt i.